Om mig
I en verden fuld af muligheder, indtryk, stimuli og forventninger, kan det være en kunst at finde balancen der giver et meningsfuldt og harmonisk liv. Vi lever på mange måder i en tid der kalder på rum for fordybelse og refleksion, på at give os selv tid til at forstå, hvad der virkelig er vigtigt for os, i vores liv. Sådan et rum for udforskning, udvikling og udfoldelse, stiller jeg til rådighed.
Mit største ønske er at kunne bidrage til, at mine klienter finder ud af, hvad der er meningsfuldt for dem, og at de bliver i stand til at leve et liv i overensstemmelse hermed. Jeg ønsker at hjælpe mine medmennesker til at blive klogere på deres værdier og lære at leve et liv med selvaccept, selvværd, selvrespekt og selvkendskab.
Baggrund
Mit navn er Kevin Mikkelsen, jeg er bosat i Kolding, og jeg arbejder som terapeut og som direktør i egen virksomhed (Center for Psykedelisk Dannelse). Jeg er uddannet naturterapeut og registreret psykoterapeut. Jeg har mange års erfaring med psykoterapi, meditation, vandring, Tai Chi, styrketrækning og yoga, som er nogle af de metoder, jeg anvender til at holde min krop og sind i balance. Jeg har derudover en bachelor i Socialpsykologi fra Roskilde Universitet, som også informerer min tilgang i det terapeutiske rum. Det betyder dybest set, at jeg forstår mennesket og dets problematikker som dybt forbundet til dets relationer, omgivelser og miljø, og den måde vi forholder os og agerer på i forhold til disse.
Mest af alt er jeg informeret af mine egne erfaringer med mistrivsel, sorg, angst, naturens helende kraft, menneskemøder, psykoterapi, selvudvikling og fordybelse. Alle elementer som har givet mig en forståelse af mig selv og hvad jeg har at tilbyde mig selv, mine klienter og verden.
I det terapeutiske rum
Jeg arbejder med mange forskellige klientgrupper, som alle har det tilfælles at de er mennesker med menneskelige problematikker og ønsker. Nogle kommer med ønsker om at være mere nærværende i deres relationer eller at få en bedre forståelse af deres vrede, sorg, skam, skyld og andre følelser. Nogle har mistet en nær, står i livskriser, er pressede på deres arbejdsplads, eller ønsker blot at udforske sig selv på nye måder, opnå større selvbevidsthed og blive klogere på hvordan de kan leve et mere helt og autentisk liv. Som psykoterapeut er mit job ikke at diagnosticere, men at arbejde med mine klienter ud fra hvor de er, deres ønsker og ressourcer.
Mit terapeutiske udgangspunkt er dynamisk, eksistentialistisk og transpersonligt. I menneskesprog betyder det, at jeg arbejder med metoder hvis formål er at gøre dig bevidst om tankemønstre, adfærd, ressourcer, frygt og drømme, som før var ubevidste. Ud fra denne nye bevidsthed, arbejder vi med at gøre dig i stand til at handle mere bevidst, nærværende og hensigtsmæssigt ud fra den viden.
Min eksistentielle tilgang indebærer, at jeg er uddannet i at facilitere terapeutiske samtaler om nogle af livets store spørgsmål såsom ensomhed, død, ansvar og mening, og at der er plads til sådanne samtaler hos mig. At arbejde transpersonligt betyder for mig, at jeg kan tilbyde dig at arbejde med terapeutiske metoder, som hjælper dig til at hente viden fra dit ubevidste og styrke fra verden omkring dig. Det kan være gennem arbejde med drømme, meditation, symbolarbejde, åndedrættet, introspektion, naturen og forskellige kreative metoder.
Jeg integrerer derudover elementer fra hypnose og mindfulness i min terapeutiske praksis.
Som terapeut lægger jeg stor vægt på at skabe et trygt, tillidsfuldt og fortroligt rum, hvor der er plads til at snakke om alt. Det er vigtigt for mig at være autentisk tilstede, og at du får den professionelle og effektive støtte du har brug for.
Du kan læse mere om de former for terapi jeg tilbyder her:
Psykoterapi (tekst kommer senere)
Naturterapi
Psykedelisk integrationsterapi
Medlemskaber og etiske kodekser
Jeg er medlem af Foreningen af Danske Psykoterapeuter og har i den forbindelse vedkendt mig at overholde og arbejde i henhold til foreningens etiske regler, hvilke kan findes her.
Jeg er derudover tilknyttet som integrationsterapeut ved Center for Psykedelisk Dannelse, hvilket betyder at jeg efterlever deres Erklæring for integrationsterapeuter.
“Må dine stier være skæve, snoede, ensomme, farlige, og lede til de mest fantastiske udsigter. Må dine bjerge række op i og over skyerne. Må dine floder flyde uden ende..."
Edward Abbey